STU med botilbud: Når vejen til voksenlivet kræver både frihed og støtte

ANNONCE

At flytte hjemmefra er for mange unge forbundet med forventning og spænding. Der skal indrettes et værelse, købes ind til køleskabet og findes en ny rytme i hverdagen. Men overgangen kan også være krævende, især når man samtidig skal begynde på en ny uddannelse og lære at navigere i nye sociale fællesskaber.

For unge med særlige behov kan springet fra barndomshjemmet til en selvstændig bolig være særligt stort. Det betyder ikke nødvendigvis, at ønsket om at flytte hjemmefra er mindre. Tværtimod kan behovet for egne rammer, privatliv og større indflydelse på hverdagen være lige så vigtigt som for alle andre unge.

Her kan en STU med botilbud være en mulighed, hvis den unge både er i målgruppen for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og har et støttebehov, som berettiger til et relevant botilbud.

Det centrale er at finde en balance, hvor den unge får mulighed for at prøve kræfter med voksenlivet uden at blive overladt til udfordringer, som endnu er for svære at håndtere alene.

Når uddannelse og bolig bliver en del af samme hverdag

En særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, STU, er et individuelt tilrettelagt treårigt uddannelsesforløb for unge under 25 år, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv med relevant støtte.

Uddannelsen har fokus på personlig, social og faglig udvikling og skal tage udgangspunkt i den enkelte unges behov og muligheder.

For nogle unge kan uddannelsen gennemføres, mens de fortsat bor hjemme. Andre kan have behov for støtte i en bolig, hvor der er personale tilknyttet, eller hvor hjælpen er tilgængelig på bestemte tidspunkter.

Hvad er forskellen på STU og botilbud?

Selv om uddannelse og bolig kan hænge tæt sammen i hverdagen, er der tale om to forskellige indsatser.

STU handler om den unges uddannelse og udviklingsmål. Et botilbud handler om boligforhold og den støtte, der er nødvendig for at få dagligdagen til at fungere.

Det betyder også, at en STU-plads ikke automatisk giver ret til et botilbud.

Det er bopælskommunen, der vurderer, om den unge er i målgruppen for STU, og som træffer de relevante afgørelser om støtte og bolig efter gældende regler.

Derfor bør familier undersøge begge dele i god tid, hvis den unge ønsker eller har behov for at flytte hjemmefra i forbindelse med uddannelsen.

Et eget værelse er også et privat rum

Når en ung flytter ind i et botilbud eller bofællesskab, er det vigtigt, at boligen opleves som et personligt sted og ikke blot som en forlængelse af undervisningen.

Der skal være mulighed for at trække sig tilbage, have sine egne ting og få indflydelse på, hvordan fritiden bruges.

Samtidig kan der være behov for hjælp til opgaver, som andre unge måske klarer uden støtte.

Det kan være alt fra at holde orden og vaske tøj til at huske aftaler, planlægge indkøb eller håndtere økonomien.

En god støtteindsats bør derfor ikke handle om at overtage alle opgaver, men om at finde ud af, hvad den unge kan klare selv, og hvor der er behov for hjælp.

Forskellige boligformer passer til forskellige behov

Ikke alle unge har brug for samme grad af støtte. Nogle kan have behov for personale tæt på gennem store dele af døgnet, mens andre kan klare sig med planlagte besøg eller støtte til udvalgte opgaver.

Der kan derfor være forskel på, om et egentligt botilbud, et bofællesskab eller en selvstændig bolig med bostøtte er den rette løsning.

Når mulighederne undersøges, er det relevant at spørge til:

• Støttens omfang: Hvornår er der personale til rådighed?
• Privatliv: Hvordan sikres den unges mulighed for at være alene?
• Fællesskab: Hvilke sociale aktiviteter og fællesarealer findes der?
• Hverdagsrutiner: Hvordan arbejdes der med madlavning, rengøring og økonomi?
• Tryghed: Hvad sker der, hvis den unge får brug for hjælp om aftenen eller natten?
• Udvikling: Kan støtten justeres, hvis behovene ændrer sig?

Svarene kan give et mere præcist billede af hverdagen end betegnelsen på boligformen alene.

Hverdagsfærdigheder udvikles bedst i virkelige situationer

At blive mere selvstændig er sjældent noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er en proces, hvor små erfaringer kan få stor betydning over tid.

For en ung kan det første skridt være selv at stå op om morgenen. For en anden kan det handle om at tage bussen til en aktivitet eller lære at overskue en hel uges indkøb.

Når uddannelse og bostøtte tænkes sammen, kan der opstå muligheder for at arbejde med disse færdigheder i de situationer, hvor de faktisk skal bruges.

Madlavning og økonomi som konkrete læringsmål

Det kan lyde enkelt at skulle lave aftensmad, men opgaven kræver mange forskellige færdigheder.

Man skal beslutte, hvad der skal spises, finde ingredienser, handle ind, tilberede maden og rydde op bagefter. For nogle unge kan det være en fordel at dele processen op i overskuelige trin.

Det samme gælder økonomi. Et budget bliver ofte lettere at forstå, når det kobles til konkrete udgifter som dagligvarer, transport og fritidsaktiviteter.

Målet er ikke nødvendigvis, at den unge hurtigt skal kunne klare alt uden hjælp. Det kan være mere realistisk at begynde med enkelte opgaver og gradvist øge ansvaret.

Sociale fællesskaber skal have plads til forskellighed

At flytte hjemmefra handler ikke kun om praktiske opgaver. Det handler også om at finde sin plads blandt andre mennesker.

Et bofællesskab kan give mulighed for at øve sociale færdigheder i hverdagen, eksempelvis ved fælles måltider, aktiviteter eller aftaler om brug af fællesarealer.

Men fællesskab fungerer ikke ens for alle.

Nogle unge trives med mange sociale aktiviteter, mens andre har brug for mere ro og tid alene. Det er derfor vigtigt, at deltagelse ikke bliver målt alene på, hvor meget den unge er sammen med andre.

Et trygt miljø giver mulighed for både at deltage og trække sig tilbage, når der er behov for det.

Struktur kan skabe mere frihed

Faste rutiner bliver nogle gange opfattet som det modsatte af selvstændighed. I praksis kan de dog give bedre mulighed for at træffe egne valg.

Hvis morgenrutinen, transporten og dagens aftaler er overskuelige, kan der blive mere energi til undervisning, fritidsinteresser og sociale relationer.

En tydelig ugeplan kan eksempelvis hjælpe den unge med at vide, hvornår der er undervisning, indkøb, praktiske opgaver og fritid.

Det er dog vigtigt, at strukturen ikke bliver så fastlåst, at der ikke er plads til ønsker og ændringer.

Når den unge får medindflydelse på rutinerne, kan planlægningen blive et redskab til selvstændighed frem for noget, andre bestemmer.

Sådan undersøger familien mulighederne for STU med botilbud

For familier kan det være svært at gennemskue, hvor de skal begynde, når både uddannelse, bolig og støtte skal afklares.

Det er en fordel at starte med den unges ønsker og konkrete behov og derefter tage dialogen med kommunen om de relevante muligheder.

Det kan også være nyttigt at besøge uddannelsessteder og boligtilbud, så den unge får mulighed for at opleve miljøet i praksis.

Besøg stedet og spørg til hele døgnet

Når man undersøger et kombineret uddannelses- og botilbud, bør besøget handle om mere end undervisningslokaler og aktiviteter.

Det er også vigtigt at få indblik i, hvordan eftermiddage, aftener og weekender fungerer.

Spørg eksempelvis, hvordan medarbejderne støtter de unge efter undervisningstid, hvilke muligheder der er for socialt samvær, og hvordan behovet for privatliv bliver respekteret.

Ledestjernen i Haslev beskriver eksempelvis forskellige muligheder for unge, der har behov for både uddannelse og boligstøtte. På siden om STU-forløb med botilbud fremgår det, at der arbejdes med individuelt tilrettelagte forløb, praktiske hverdagsfærdigheder og forskellige boligformer afhængigt af støttebehovet.

Ledestjernen beskriver også muligheder for hjælp uden for undervisningstiden, herunder natlig assistance, men den konkrete tilgængelighed varierer mellem afdelingerne.

Det er derfor vigtigt at spørge til netop den boligform og afdeling, der eventuelt er relevant for den unge.

Kommunen skal vurdere behovet

Selv om et uddannelsessted tilbyder både STU og botilbud, er det ikke ensbetydende med, at den unge automatisk kan få begge dele.

Bopælskommunen skal vurdere den unges behov og træffe afgørelse om de relevante indsatser.

Derfor kan det være en fordel at forberede dialogen med kommunen grundigt.

Familien kan eksempelvis samle oplysninger om:

1. Hvilke opgaver den unge allerede klarer selv.
2. Hvilke situationer der kræver støtte.
3. Hvordan den unge fungerer i sociale fællesskaber.
4. Om der er behov for hjælp om aftenen eller natten.
5. Hvilke ønsker den unge har til bolig og uddannelse.
6. Hvilke mål der er relevante for de kommende år.

Oplysningerne kan være med til at gøre samtalen mere konkret og sikre, at vurderingen tager udgangspunkt i den unges faktiske hverdag.

Planlæg også tiden efter uddannelsen

En STU varer som udgangspunkt tre år, men behovet for bolig og støtte kan fortsætte efter uddannelsen.

Derfor er det relevant allerede tidligt i forløbet at tale om, hvad der skal ske bagefter.

For nogle unge kan målet være at flytte i en mere selvstændig bolig med støtte. For andre kan det være at fortsætte i et botilbud, få en form for beskæftigelse eller deltage i andre meningsfulde aktiviteter.

Der findes ikke én rigtig vej til voksenlivet, og det er heller ikke sikkert, at den unges mål forbliver de samme gennem alle tre år.

Det vigtigste er, at der løbende bliver fulgt op på udviklingen, og at både den unge, uddannelsesstedet og kommunen har en fælles forståelse af næste skridt.

Den unge skal være med til at forme sit eget voksenliv

Forældre og fagpersoner kan have mange gode idéer om, hvad der vil være bedst for den unge. Men det er den unge selv, der skal bo i boligen, deltage i undervisningen og leve med de daglige rammer.

Derfor bør ønsker, bekymringer og personlige grænser have en reel plads i beslutningerne.

Nogle unge kan tydeligt formulere deres behov. Andre kan have brug for konkrete valgmuligheder, visuelle hjælpemidler eller flere besøg, før de kan tage stilling.

At udvikle selvstændighed betyder ikke, at al støtte skal forsvinde. Det betyder blandt andet at få større mulighed for at påvirke sit eget liv, kende sine styrker og vide, hvor man kan hente hjælp.

Når uddannelse, bolig og støtte tilrettelægges med det udgangspunkt, kan overgangen til voksenlivet blive en proces, hvor den unge gradvist får mere ansvar uden at miste den tryghed, der gør udviklingen mulig.