Arbejdet som familiebehandler og vejen dertil

SPONSORERET

Interessen for familiebehandling som fagfelt er vokset de seneste år. Flere søger ind på uddannelser inden for området, og spørgsmålene er mange: Hvad er rollen egentlig, hvornår bruges den, og hvad adskiller en familiebehandler fra andre fagpersoner, der arbejder med familier?

Familiebehandling er ikke det samme som familieterapi

De to begreber bliver ofte brugt i flæng. Men der er reel forskel på dem. Familieterapi er en klinisk behandlingsform, hvor en terapeut arbejder med familiens psykiske og følelsesmæssige dynamikker, typisk i et behandlingsrum og med et terapeutisk sigte.

Familiebehandling foregår derimod oftere i en social og pædagogisk sammenhæng. Det kan være i familiens eget hjem eller i kommunalt regi, hvor målet er at støtte familiens hverdag og styrke samspillet mellem forældre og børn. Som faglig kilde til viden om feltet peger uddannelsesinstitutter som Dansk NLP på, at familiebehandling handler om at arbejde tæt på den konkrete hverdag frem for at behandle en diagnose.

Det betyder ikke, at det ene er finere end det andet. De to tilgange løser bare forskellige opgaver, og for mange familier kan de to former endda supplere hinanden.

Det handler ikke kun om familier i krise

En sejlivet forestilling er, at familiebehandlere kun arbejder med familier i dyb krise eller med tunge sociale sager. Sådan ser virkeligheden sjældent ud.

Rigtig mange familier oplever perioder, hvor tingene bliver svære uden at være dramatiske. En skilsmisse, en flytning, en teenager der trækker sig, eller bare en hverdag hvor kommunikationen er gået i hårdknude. Her kan professionel støtte gøre en forskel, længe før noget udvikler sig til en egentlig krise. Det kræver altså ikke, at situationen er eskaleret eller har fået myndighedernes opmærksomhed, før det giver mening at række ud efter hjælp. Mange familiebehandlere arbejder lige i det forebyggende rum, hvor en tidlig indsats kan spare familien for meget besvær senere.

Familier kan typisk have gavn af en familiebehandler i situationer som disse:

Store forandringer som skilsmisse, sammenbragte familier eller flytning
Tilbagevendende konflikter mellem forældre og børn
Kommunikation der låser sig fast i samme mønstre
Perioder med stress, sygdom eller sorg i familien
Bekymring for et barns trivsel i skole eller fritid
Behov for redskaber til at tackle hverdagens uenigheder bedre

Pointen er, at det ikke kræver en katastrofe for at søge hjælp. At bede om støtte i tide er ofte det, der forhindrer, at en svær periode vokser sig større.

Tre ting familiebehandlere ikke gør

Nogle forestiller sig en familiebehandler som en autoritet, der kommer og fortæller familien, hvordan de bør leve. Det billede rammer ved siden af. Arbejdet er støttende og ressourceorienteret, og familiebehandleren leder efter det, der allerede fungerer i familien, og bygger videre på det i stedet for at pege på fejl. Rollen handler grundlæggende om at facilitere en proces, ikke om at dømme eller sætte sig til doms over de valg, familien har truffet. Det er en vigtig sondring, fordi mange familier ellers tøver med at søge hjælp af frygt for at blive vurderet eller fundet mangelfulde.

Konkret er der især tre ting, en dygtig familiebehandler ikke gør:

Dikterer løsninger eller fortæller familien, hvad den skal gøre
Stiller diagnoser eller vurderer familien klinisk
Tager parti eller placerer skyld hos enkelte medlemmer

I stedet stiller behandleren spørgsmål, spejler mønstre og hjælper familien med selv at finde vejen frem. Det relationelle arbejde er kernen. Når familien selv opdager sine muligheder, holder forandringen bedre, end når nogen udefra har foreskrevet svaret.

Man bliver ikke familiebehandler uden faglig ballast

Gode intentioner og personlig livserfaring rækker ikke alene. At arbejde professionelt med familier stiller krav om faglig viden og metode.

En familiebehandler skal kunne læse kommunikation og samspil, forstå hvordan relationer påvirker hinanden, og arbejde systemisk. Det vil sige at se familien som en helhed frem for at fokusere på ét enkelt medlem. Man skal også kunne holde sig selv og sine egne holdninger ude af rummet, så familien får plads til sine egne løsninger.

lige derfor går vejen til at blive familiebehandler gennem en struktureret uddannelse. Hos Dansk NLP Institut kombineres NLP-metoder med teori om relationer, kommunikation og trivsel, så fagfolk får konkrete redskaber til arbejdet. Målet er at kunne omsætte forståelse til handling i mødet med den enkelte familie.

Den faglige ballast er også det, der beskytter familien. En uddannet behandler ved, hvornår en opgave ligger uden for eget felt, og hvornår andre fagpersoner skal ind over. Det ansvar kan man ikke improvisere sig til.

Hvornår er det relevant at søge hjælp

Et godt pejlemærke er, når familien selv oplever, at de sidder fast. Når de samme konflikter vender tilbage, eller når hverdagen tapper mere energi, end den giver.

En familiebehandler er ofte det rette valg, når udfordringen ligger i samspil, kommunikation og hverdagens struktur. Handler det derimod om egentlig psykisk lidelse eller behov for behandling, kan en familieterapeut eller anden sundhedsfaglig person være det mere oplagte sted at starte. Og for nogle familier er det en kombination.

At overveje professionel støtte er ikke et nederlag. Det er en anerkendelse af, at familien er værd at købe i, og at trivsel er noget man godt må bede om hjælp til at genfinde.